Gear: Grill-test – Cobb tranportabel gasgrill

3

Gear: Grill-test – Cobb tranportabel gasgrill

Cobb gas-grill klar til at indtage sommeren

Før sommerferien blev jeg kontaktet af firmaet bag de efterhånden velkendte Cobb transportable grill, fordi de gerne ville høre om jeg ikke ville teste deres nyeste skud på stammen – en tranportabel gas-grill.

Folk der følger den her blog, vil nok vide at jeg primært er til kul-grille og kun bruger gas når intet andet er muligt. Det er ikke fordi der som sådan er noget galt med gas-grille, men jeg synes bare det er sjovere at grille med en kul, træ osv. Det skal dog ikke afholde mig fra at teste en Cobb grill for at se hvad deres gas-grill har at tilbyde og jeg vil selvfølgelig holde min gas vs. kul holdning ude af anmeldelsen.

tænding og varmekontrol virker robust

Førstehåndsindtrykket

Ved første øjekast virker cobb grillen meget stor for en transportabel grill at være. En af årsagerne er, at de fremstiller grillen således at man ikke brænder fingrene (eller bordet grillen står på), da de varme dele er pakket ind i et beskyttelsesskjold – mere om det senere.

Selve grill-fladen består af en af flere forskellige “grill-plader” og altså ikke en egenlig grillrist hvor kødet/grønsagerne får direkte flammer. Dette bevirker selvfølgelig at det man steger umiddelbart bliver “stegt som på en stegepande” mere end “grillet som på en grill”.

"grill" risten

Umiddelbart kan jeg godt se fornuften i dette, hvis man bruger grillen som camping komfur, men som grill giver det ikke så meget mening for mig.

Med til den grill jeg tester, kom der, ud over standard stegepladen også en teflon belagt “grill-plade” med meget kort mellem ribberne, en forhøjerkurv til stege, samt en tykbundet stegepande + “gryde”.

Alt i alt virker de enkelte dele robuste, om end jeg synes at håndtaget i låget er både malplaceret og skruerne virker sjusket udført.

tykbundet cobb pande

Test og brug

Hen over sommeren har jeg udført forskellige tests med grillen. Den har bl.a. været med familien på camping, hvor grillen normalt er eneste varme-kilde vi bruger under madlavningen (her benytter vi typisk en Weber Q120 gas-grill). Ligeledes har jeg testet grillen til forskellige hverdagsretter for at se hvordan den klarer sig til disse.

Camping

Vi tager jævnligt på camping i Danmark og i den forbindelse bruger vi altid en grill som “køkken”. Det vil sige at der både skal kunne grilles simple ting som pølser og koteletter, men også laves f.eks. mindre stege og selvfølgelig alt tilbehøret til kødet. Normalt har vi en den lille Weber Q120 gasgrill med samt et par mindre gryder/pander. På Q120 er der på grill-risten fint plads til en lille gryde + kødet til os 2-4 personer der skal spise med.

Og det er netop på pladsen at jeg med Cobb i første omgang oplever problemer. Skulle vi bare have et par hurtige pølser, så var der intet problem, men da vi skal have lavet et helt måltid, ja så må vi ligesom vælge om det skal laves i gryde, på plande eller på rist. Der er ingen mulighed for at varme saucen imens man griller kødet.

Den klassiske test blev dog udført med grilling af pølser + koteletter (så bliver det vist ikke mere hr & fru Danmark). Jeg valgte i første omgang den medfølgende stegeplade til mine pølser. Det er en teflon-belagt (eller lignende slip-let belægning) tynd plade med huller i. Mod midten går den lidt opad og langs kanten er der en lille rand til at opsamle evt. kødsaft.

Jeg starter med at sætte grillen på middel varme i forhold til de indstillingsmuligheder der er, lægger låget på, og lader den så stå i ca 5min til at gennemvarme grillen. Herefter ryger den første pølse på. Det syder heeeelt vildt og ryger ganske meget fra stegepladen. Da jeg vender pølsen om så viste der sig da også, at pølsen var nærmest branket og skindet brændt fast på pladen.

pølserne afsatte mærker på grillpladen.

Den grill var aaaaaalt for varm. Jeg skruede helt ned og gik igang med at grille en ny pølse. Denne gang gik det lidt bedre, men grillen var fortsat meget varm og pølsen var knapt gennemvarm før den var stegt færdig på ydersiden. Efter vask var der faktisk stadig mærker på grill-pladen der hvor pølsen var brændt fast – grundet overfladebelægningen turde jeg ikke skrubbe hårdere med en skuresvamp end jeg gjorde.

Problemet med varmen skulle vise sig at gå igen med koteletterne. Denne gang ville jeg gerne have grill-mærker på mit kød, så derfor valgte jeg “grill-pladen” i stedet.

Pladen blev gennemvarm, men efter min oplevelse med pølserne, så startede jeg på  middel-lavt blus for ikke at brænde kødet for meget. Alligevel var temperaturen ganske høj og mærkerne der blev “brændt” ind i kødet var i den mørke ende.

Efter lidt eksperimenteren, så lykkes det mig dog at få nogenlunde styr på varmen og lavede på campingturen både kylling, diverse grønsagsspyd og sågar lidt røget fisk på den lille Cobb grill.

Skal jeg tage camping brillerne på og se hvordan Cobb grillen løser opgaven, så kan fordele/ulemper fordeles på denne måde:

Fordele

  • Grillen giver god jævn varme (dog til den høje side)
  • Benytter standard engangs gas-dåser som kan købes på stort set alle campingpladser
  • De forskellige stegeplader giver mulighed for at stege mange forskellige ting
  • Giver fornuftige grill-mærker på bøffen
  • Man skal ikke bekymre sig (så meget) for at grillen sætter ild til bord/telt eller børn brænder sig på den.

Ulemper

  • Grillen bliver let for varm
  • Trods den kompakte opbygning er grillen meget vind-følsom
  • Der er begrænset med stegeplads
  • Cobbs egen taske er slet ikke gennemtænkt og der er ikke plads til ekstra stegeplader
  • Stegepladernes slip-let overflade er meget følsom for ridser
  • Slip-let effekten på pladerne er yderst begrænset (maden sidder stadig fast).
  • Det fedt som steger af kødet

 

Hverdagsbrug

En ting er jo at en portabel grill kan bruges til camping/ture, men hvad med i hverdagen? Jeg er typen som ikke har 20 forskellige grille jeg tænder op i hver gang der skal laves mad. Derfor kan jeg også sagtens begrænse mig til at lave mad på en enkelt grill.  Alligevel må jeg indrømme at den yderst begrænsede plads på Cobb grillen var en udfordring for mig.

Vi laver ofte hel kylling på grillen, men ligemeget hvordan jeg prøvede så kunne jeg ikke få plads til en hel kylling under låget på grillen. Lavede jeg den butterflied, så fyldte den for meget til at være på pladen. Til sidst blev kylling parteret og så blev det lagt i stegepanden/gryden.

Det skulle vise sig at være en god ide, for fedt og kødsaft der løb fra kyllingen gav et tykt lag i bunden af gryden. Havde jeg valgt en stegeplade, så ville dette kødsaft/fedt være løbet ned i grillen hvor det er svært at rense den.

Grundet den måde at låget sidder på “gryden”, så bliver varmen faktisk ikke så høj under låget. Det betyder, at jeg måtte vende kyllingen ofte, for at få den ordentligt gennemstegt. De sprøde skind måtte jeg kigge længe efter desværre, men smagen blev fin og kødsaften gav en fremragende sauce.

cobb grill gryde/pande

gryde med låg på

Hvor der under låget ikke blev ret varmt når man brugte det ovenpå gryden, så observerede jeg derimod at låget bliver rigtigt varmt – som i brænd-dine-fingre-varmt – når man bruger stegepladerne.

Når man tænker på at Cobb gør meget ud at af fortælle at man ikke brænder sig med denne grill grundet det store beskyttelsesgitter, så virker det lidt ærgeligt at man stadig kan brænde sig på låget under madlavningen.

Hverdagsgrillerierne gav anledning til følgende fordele/ulemper:

Fordele

  • Grillen fylder ikke meget og er derfor ideal for altan-grillere
  • grillen kan med gryden på blive så varm at den virker fint som hot-wok
  • Grillen kan bruges som bord-grill hvis familien vil sidde og grille småting sammen (ala 90’ernes danske raclette)

Ulemper

  • Grillen er for lille til mange ting
  • Grillpladerne opsamler fedt og ryger derfor meget under brug (kan give branket smag i kødet)
  • Grillen bliver meget varm på låget

Konklusion

Efter et par måneder hvor jeg har brugt denne grill lidt on-off, så er jeg nu kommet til en konklusion omkring grillen. Førstehåndsindtrykket omkring at tingene virker robuste, ser ud til at holde. Grillen holder fint om end at låget relativt let kan trykkes skævt hvis det får et tryk (det oplevede jeg bl.a. da grillen skulle pakkes i bilen). Et enkelt sted oplever jeg dog at grillen viser tegn på brug i form af rust. Det er på selve gas-hovedet hvor varmen kommer fra. Allerede efter 2-3 ganges brug, så viser dette gas-hoved nemlig tegn på på begyndende rust (se billedet herunde).

Gas-hovedet ruster hurtigt

Der er mange ting ved grillen som jeg synes er rigtigt gennemtænkt. Bl.a. den måde at varmelegemet er indpakket i et net, således at det ikke bliver varmt. Muligheden med at kunne udskifte stegepladerne er også rigtigt fint og de mulig stegeplader/gryder giver mange muligheder.

Desværre så slutter det gennemtænkte også lidt der når vi taler om designet. Hvorfor gør man så meget ud af at grillen ikke må blive varm nede ved varmelegemet, men ikke tænker på at låget fortsat bliver varmt. Det virker generelt som om designeren ikke har tænkt sig at bruge låget på grillen imens den er tændt. Hvis det skulle være tilfældet, så burde de helt droppe låget, for det er både stort, kluntet (især pga det strittende håndtag) og er den mest følsomme del på grillen. Håndtaget alene gør, at tasken bliver nødt til at være 8cm højere når grillen er pakket i den. Det gør samtidigt at der ved tryk ovenfra, let trykkes buler i låget på grillen.

Når nu man har så fint et håndtag i toppen, hvorfor har de dog ikke lige tænkt lidt længere frem og sørget for at låget kan klikkes fast på grillen og hermed gøre det muligt at løfte grillen rundt i håndtaget? Det er et trick som bl.a. Weber og Bodum har benyttet med success på deres transportable grille.

Ligeledes så savner jeg lidt mere tanke på hvordan man skal transportere de forskellige stegeplader/gryder sammen med grillen. Cobbs egen taske til grillen har 1 stort rum, og heri kan grill + gas kun lige være. Er man lidt fingernem, så kan man presse en enkelt eller 2 plader ned langs siden i tasken, men så er det med risiko for, at slip-let belægningen bliver ødelagt.  Her ønsker jeg mig en lille ekstra taske som kunne indholde de forskellige plader i adskilte rum (så de ikke ridser hinanden).

Jeg synes det er uhensigsmæssigt svært at rense grill-pladerne. Trods slip-let belægning, så kræver pladerne stadig at de bliver smurt med olie for at ting ikke brændt fast. Desværre betyder olie også at grill-pladerne oser en hel del – så meget at jeg ikke vil anbefale campister at bruge grillen i f.eks. et campingvogn fortelt.  Selvsamme slip-let belægning gør dog også at man ikke lige tager den grove børste/skuresvamp når man skal have vasket grillpladen efter brug.

Med en pris for grilllen alene på 1699kr (vejl. udsalgspris) + omkring 1200kr til de de ekstra stegeplader/gryder jeg har testet, så må man sige at denne grill ligger i den dyrere ende i segmentet for transportable grills. Ville jeg selv købe denne grill hvis jeg skulle have en ny grill til hverdagen? NEJ! til camping? Måske, men det ville kræve at der blev gjort lidt mere ud af at gennemtænke hvordan selve grillen skulle kunne transporteres.

De kritikpunkter jeg har påpeget her i anmeldelsen er mine egne observationer i forhold til mit brugsmønster. Man skal huske på at jeg er grill-nørd og måske falder lidt udenfor det typiske segment af brugere af denne grill. Derfor er jeg også sikker på at andre vil finde denne Cobb grill helt perfekt til deres brugsmønster.  

 

Kommentarer

Skriv et svar