Velkommen til
Forleden smed jeg et billede ind på denne sides facebook gruppe, hvor jeg lovede at jeg ville give opskriften på det som var afbilledet.
Det som var på billedet var en lækker, cremet græskar suppe som jeg netop var blevet færdig med at lave. Det sjove er, at jeg faktisk aldrig har brudt mig særligt meget om græskar, og det var først for lidt over et år siden at jeg for alvor begyndte at bruge det i min madlavning.
Denne suppe er dog uden tvivl en af mine bedste resultater med Græskar indtil videre.
Suppen blev lavet på hokkaido græskar som jeg fik med i vores ugentlige grøntkasse fra Mettes Økogrøntsager. Det var relativt stort, så jeg valgte at den ene halvdel skulle gå til at lave suppen med og den anden halvdel skulle bruges til at være “fyld” i suppen.
Jeg fandt desuden et par store kyllingebryster frem som kunne udgøre det for protein i retten. Det hele skulle spices op med et par af de sidste friske chilier som er på min chiliplante (en Toftegårds citron chili, men de fleste chili sorter vil kunne bruges).
Da jeg en gang tidligere forsøgte mig med at lave en græskar suppe, så valgte jeg dengang at koge stykker af græskar i lidt vand og så blende det hele bagefter. Desværre synes jeg at resultatet af dette blev meget vandet og at en masse smag gik til spilde i kogevandet.
Derfor brugte jeg denne gang en ny taktik. Jeg valgte nemlig at damp-bage mine græskar (og nogle gulerødder) i min dampovn for derved at bevare så meget smag som muligt i grønsagerne. Man behøver ikke en dampovn til at gøre dette, men man kan i stedet tilsætte en smule mere væske til fadet og så blot pakke det godt tæt med sølvpapir på toppen.
Herefter skulle grønsagerne bare blendes og blandes med fløde og chili samt selvfølgelig smages til og toppes med fyldet.
Den komplette opskrift er som følger:
Kort beskrivelse:
En super-cremet og meget fyldig suppe med fyld af græskar, gulerod og kylling. Lækker til at lune sig på i den kolde vintertid.
Server evt med et par ringe af balsamico glaze da dens sursøde smag giver godt modspil til den meget cremede suppe.
Har du kun et lille græskar, så kan du snyde lidt og benytte Mou’s græskarsuppe m. chili som “base”. Den smager ikke så fantastisk i sig selv, men tilsat lidt fløde, ekstra chili, samt de bagte stykker af græskar og gulerod (og væsken fra dem), ja så bliver det faktisk et helt hæderligt resultat.
Tags: chili, fløde, græskar, gulerødder, hokkaido, kylling, olie, suppe, timian, vinter, æblecider eddike
Kommentér via facebook: