• Pitabrød - lækre og lette at lave

Pitabrød – det perfekte frokost brød

  • Pitabrød - lækre og lette at lave

Pitabrød – det perfekte frokost brød

Jeg er egentlig i den fantastiske situation, at min ældste søn (5år) er næsten altædende og den yngste er godt på vej til at blive det også. Det er jo et privilegie, at jeg derfor kan lave normal “voksenmad” til hverdag og de stadig spiser det som jeg serverer – både med masser af krydderi, grønsager osv.
Engang imellem vil jeg dog gerne lave noget lidt mere børnevenligt mad (specielt når det skal gå hurtigt) og så poppede Pitabrød frem fra min barndoms erindring. Dengang fik vi det typisk med købe skinke-tern, tun fra dåse eller lignende (jaja det var jo i 80erne) samt lidt fintsnittet kinakål og revet gulerod. Det kunne også blive til et kogt æg og så altid en god fuldfed creme fraiche dressing. Brødene var typisk “Jacobs grov pita”, som vist findes i uændret form den dag i dag. De var ok, men blev hurtigt noget vindtørre i det hvis de fik bare en smule for længe i ovnen eller lå og blev kolde inden servering.
Min ældste søn er ret vild med pitabrød og han fylder dem typisk med en masse grønt og dressing (også selv om vi har hjemmelavet kylling, kebab, pulled pork, falafel eller lignende til at putte i). Det er sådan han ønsker det og hos os der sammensætter man selv den mad man ønsker at spise. Jeg propper gladelig både grønt og kød i mine Pitabrød og gerne en lidt spicy dressing.
Nå men som tidligere nævnt, så har bl.a. Jacob’s pita det problem at de let bliver tørre og kedelige – det er faktisk et problem for stort set alle de købe pita jeg har fundet i de almindelige supermarkeder (der er nogen frostne nogen fra Hatting som faktisk er ganske ok).  Af denne årsag har jeg eksperimenteret med at finde en god opskrift på pitabrød, som både er lidt grove, men som samtidigt også er saftige og lækre. Som en bonus, så kan de også rulles helt tyndt ud og blive til en form for grov hvede tortilla.
Da de færdige pitabrød kan fryses, så kan man blot tage dem op og varme dem når der er behov.
Pitabrød - det perfekte frokost brød
 
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Tid ialt
 
Disse pitabrød er ganske lette at lave og så er de langt, langt, bedre end dem man kan købe i butikkerne.
Forfatter:
Opskrift type: brød
Cuisine: bagværk
Nok til: 10 pitabrød
Ingredienser
  • 400g vand (4dl)
  • 25g gær
  • 2 tsk fint salt
  • 550g hvedemel
  • 150g grahamsmel
  • pizzasten/bagejern eller lignende
Fremgangsmåde
  1. Bland vand og gær i en røreskålen (gerne røremaskine)
  2. Tilsæt grahamsmel og salt og rør rundt
  3. Tilsæt hvedemel og lad det ælte til det begynder at blive glat i overfladen (ca 5min på lav hastighed på en røremaskine). Dejen må ikke æltes for meget, da gluten-nettet vil gøre det sværere for dejen at boble op i midten
  4. Lad dejen hæve 30-45min i skålen med et fugtigt viskestykke over
  5. Tænd din ovnen på 250C (gerne højere hvis den kan). Sæt din pizzabagesten/bagejern ind i ovnen i god tid og lad den blive godt gennemvarm
  6. Del dejen i 10 lige store stykke (ca 110g pr kugle) og form dem til runde kugler.
  7. Læg en dejkugle mellem stykker bagepapir og press det fladt med et skærebræt eller lignende flad ting (alternativt så rul dem ud med en kagerulle). Det skal blive ca 3mm tykt og stadig beholde den velkendte runde pitabrød form
  8. Læg de udrullede pitabrød hæve yderligere 15-20min på et stykke bagepapir så de lige hæver en smule igen.
  9. Alt efter størrelsen på din pizzasten, så tages 1-3 af pitabrødene og lægges ind på den, nu brandvarme, sten.
  10. Lad dem bage ca 2min på første side og vend dem så hurtigt om på den anden side så der ikke slipper for meget varme ud af ovnen. Det går stærkt!! så hold øje med at de ikke får for meget. De skal bare lige begynde at blive gyldne og puffe op.
  11. Fortsæt med resten af dejklumperne indtil de alle er bagte
Noter
Du kan undlade at bruge grahamsmel og derved få nogle mere "hvide" pitabrød. De er dog bestemt ikke så grove at det er noget problem at spise dem med grahamsmel i .
Vil du lave tortilla af dem, så rul hver dejklump ud til 1mm tykkelse og bag dem blot 30-60 sekunder på hver side så de lige når at poppe op og blive gyldne.
Forleden fik jeg pitabrød med pulled pork og så havde jeg lavet en rest bløde løg jeg toppede af med. Det var en lidt spøjs blanding men det smagte faktisk godt nok.
pitabrød med en masse fyld

Skriv et svar

Bedøm denne opskrift: