Hvis man følger med i madblogger-verden bare en lille smule, så vil man næppe have kunne undgå at støde på de friske gutter ovre fra gastromand.dk.
De fire gutter er altid friske på sjov og ballade og under mantraet “Spis og drik som en mand”, så laver de både sjove (mande)retter, anmelder gadgets og meget andet på deres blog. Jeg har selv haft den store fornøjelse at være med til et par arrangementer med dem hvor vi bl.a. har fundet året julevin, forårs øl og ikke mindst en heftig snapsesmagning.
De 4 gutter har nu begået endnu en geni-streg og lavet en kogebog for mænd (nåja kvinder må også gerne læse med). Jeg har selvfølgelig allerede fået bogen i samlingen og læst den igennem fra ende til anden (glæder mig til at skulle spise mig igennem retterne senere hen). For din skyld vil jeg her give en lille anmeldelse af bogen.
Layout, design osv.
Når man først får bogen i hånden, så ser man straks at der er tænkt på at denne bog skal være lækker i både design og “følelse”. Et primært sort, lærredsindbundet exterior viser vejen og overskygges kun af det kobber farvede (det er trods alt 4 hipsters der har lavet bogen) gastromand logo og bogens titel. Skulle jeg sætte en finger på det ydre design, så må det være at det lidt lille kvadratiske format som bogen har, ikke ligefrem udstråler maskulinitet (den må næsten ligne en pixiebog i Familiefarens kæmpeguns af nogle arme).
Åbner man bogen, så vil man straks bemærke de utroligt mange lækre billeder af maden (og ikke mindst de fire altid velklædte herrer). Jeg elsker når kogebøger giver plads til at der kan være helsides billeder til at vise den lækre mad eller fortælle en historie med billeder.
Madbillederne har et gennemgående råt look, uden at det krænger helt over og bliver kunstigt. Det er veludført og klassisk Columbus Leth fotokunst og jeg er vild med det.
Opskrifterne
Det første man møder, når man åbner bogen, er en indholdsfortegnelse med titler som “Legebarnet” , “Herrefrokosten”, “Morfaren”, “Højtiderne” og “Tømmermændene”. Herefter følger et flot forord af den selvlærte kendis-kok, Timm Vladimir.
Inden vi når til opskrifterne skal vi også lige en tur omkring en kort profil på hver af de 4 gastromænd og deres såkaldte “maskinpark” (en rigtig gastromand har jo et stykke udstyr til enhver lejlighed).
Herefter vælter det ud med lækre opskrifter i en lind strøm. Der er mange gamle kendinge og klassikere som Cote du Beauf, Eggs Benedict,Forloren Hare og Koteletter i fad i bogen, men fælles for dem alle er dog, at det er med et gastromand twist hver gang (nåja næsten i hvert fald, for man rører altså ikke ved klassiker som sol-æg).
Der er også (for mig) enkelte nye opskrifter som f.eks. den ekstravagante bjørneburger som de færreste læsere jo nok får mulighed for at prøve krafter med.
Alle opskrifterne er let læselige og tydeligt beskrevet. Nogen kræver en del udstyr, imens andre er lige til at gå til. Fælles for dem alle er, at der er kyndige (og til tider ganske alternative) forslag til hvad der kan drikkes til retten. Det sidste er noget jeg ofte har savnet i andre kogebøger.
Det glæder forøvrigt mig dry-aging hjerte at se, at der er flere af opskrifterne der benytter denne fine teknik og sågar gør det med poserne fra meatlover.dk
Konklusion
Nu har jeg fulgt de 4 gæve gutter fra gastromand i en del år efterhånden, og selv om jeg fra tid til anden har udsat dem for nogle venskablige drillerier, så var jeg sikker på at det ville blive et hit da jeg første gang hørte om deres bog-projekt. Drengenes noncelante (og til tider lidt naive) tilgang til alting gør, at man ikke kan andet end at elske det.
Bogen er et lille mesterværk og opskrifterne passer perfekt på det univers de 4 drenge har skabt via deres blog på gastromand.dk. Hvis jeg skulle sætte min finger på en enkelt ting i bogen, så må det være at jeg engang imellem godt kunne savne lidt personlighed i teksten. Hvad betyder den enkelte opskrift for den eller de af gastromændene som har lavet den? Hvorfor er det netop den man skal lave og er der måske en lille anekdote med opskriften? For mig, er det denne lille detalje der hæver en kogebog det sidste stykke fra blot at være et opslagsværk og til at blive et coffee table mesterværk. Denne bog er tæt på toppen og absolut en af de flotteste kogebøger jeg har set i år.
Det er min varmeste anbefaling at enhver gastro-mand/kvinde/dreng/pige/wannabe ønsker sig denne bog til jul eller endnu bedre – går ud og køber den med det samme (der er rigeligt med gastro-gadgets at bruge julegaveønskerne på når først man har læst i bogen).
Jeg glæder mig til at der (forhåbenligt) kommer en opfølger til denne kogebog, for jeg har slet ikke fået nok af disse herlige fyres kokkerier endnu.
Data:
- Titel: GASTROMAND – Spis og drik som en mand
- Forfattere: Anders Damm Christensen, Mads Schytte, Brian Lambæk & Klaus Kjeldsen (aka: Webmasteren, Familiefaren, Eksilsønderjyden og Århusianeren )
- Forlag: Politikens Forlag
- Sider: 198
- Udsalgspris: 300kr