• Varme Hveder - hjemmebagt er bedst!

Varme Hveder – hjemmebagt er bedst

7
  • Varme Hveder - hjemmebagt er bedst!

Varme Hveder – hjemmebagt er bedst

Varme Hveder - hjemmebagt er bedst!

I disse dage kan man stort set ikke gå ind i et tilfældigt supermarked uden at blive mødt af en mur af brød og en om muligt større mur af kunder som står og køber brødet.

Det brød de alle vil have er hvederne til store bededagens “varme hveder”. Det er egenligt en sjov tradition med de hveder.  Historikere mener at den er over 200 år gammel, og fortællingen siger  at kongen havde beordret at ingen måtte arbejde på store bededag – dette galdt selvfølgelig også bagerne.

Men hvad så når folket skulle have deres daglige brød og bageren ikke kunne sælge dem noget. Bagerne er jo snu, så torsdag før store bededag, bager de derfor nogle ekstra store/høje boller, som folk så kunne købe og gemme til på selve store bededags dag. Tricket med de store boller var, at de ikke nåede at blive tørre i midten som det brød bagerne normalt ellers solgte.

Folket kunne derfor blot skære brødet over, riste det og så spise det – frisk og blødt i midten, sprødt og lækkert udenpå. Senere blev traditionen dog lidt ændret idet folk begyndte at spise hvederne allerede torsdag aften imens brødet stadig var nybagt og frisk. Jeg synes sagtens man kan spise dem både torsdag og fredag – ja sågar lørdag og søndag hvis man vil. Godt smager de nemligt!

Tilbage til supermarkedet her 200 år efter, og jeg må konstatere at det er en sørgelig omgang brød der giver sig ud for at være hveder. Ud over en smule med formen, så er smag og konsisten fuldstændigt som de billige krydderboller til 5.95 nede på discount-hylden. Og det er da ærgeligt, når nu familien er samlet på store bededag og de så skal spises af med den slags.

Jeg vil derfor slå et slag for den hjemmebagte hvede. Det er utroligt let at lave og resultatet er meget meget bedre end købeudgaven – efter min mening.

Min opskrift herunder er en ældre sag jeg har fået engang. Om det er den “rigtige” skal jeg ikke kunne sige, men brødet er godt og har tilpas kardemomme smag til at give mig “varme hvede” smagen.

Nybagte varme hveder

Varme Hveder

Kort beskrivelse:

En opskrift på hjemmelavede varme hveder til store bededag. smager godt i både ristet og uristet form med et lag iskold smør på. Bollerne kan sagtens bages på grillen. Bare stil fadet på en bagesten i en 200C varm grill (ingen kul under stenen).

Ingredienser

  • 50g gær
  • 4 dl mælk
  • 700g hvedemel
  • 2 æg
  • 1½spsk sukker
  • 1tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk salt
  • 1æggeblomme til pensling

Fremgangsmåde

  1. Mælken lunes til lidt varmere end stuetemperatur.
  2. Bland gæren i mælken og tilsæt sukker, salt, kardemomme og æg.
  3. Rør godt sammen.
  4. Tilsæt melen lidt efter lidt under omrøring. Alt efter luftfugtighed osv. kan det være at der skal bruges mere eller mindre mel end beskrevet. Dejen skal, når den er færdig, være let klistret, men fast nok til at den vil kunne rulles til boller (evt. med lidt ekstra mel ved hånden).
  5. Stil dejen til hævning i ca 45 min.
  6. imens kan du finde et ståfad på ca 25x40x5cm og lægge bagepapir i det så det dækker både bund og sider.
  7. Efter hævning, så æltes dejen igennem og deles op i 12 boller af ca 100-110g stk.
  8. bollerne placeres i 3×4 rækker i fadet.
  9. Herefter skal bollerne raske (hæve) i minimum 30min mere til de hæver helt sammen.
  10. Du kan med fordel putte fadet i en stor plastikpose så fugten holder sig inde omkring bollerne. Det giver en mere jævn hævning. Pas på at plastikposen ikke klasker ned på dejen, for så er svær at få af igen uden at slå hævningen af bollerne i stykker (se bollerne på billedet herovre, hvor nogle er lidt “hullede” midt på).
  11. Forvent at bollerne hæver højere end kanten på fadet, så det duer ikke at smide et fugtigt viskestykke hen over – der vil bare holde bollerne nede.
  12. Ovnen sættes på 200C og der placeres et stålfad (eller lignende) med vand i bunden af ovnen. Dette skaber damp i ovnen, hvilket giver en bedre sprød overflade på bollerne.
  13. Efter endt hævning pensles bollerne med en blanding af 1æggeblomme og 1spsk lunt vand.
  14. Bollerne bages midt i ovnen i 20min til de er gyldne og sprøde i overfladen.
  15. Når bollerne er bagte, så tages de ud af fadet og stilles til køling. Man kan nu vælge at spise dem som de er, eller følge traditionen hvor man flækker dem og rister dem sprøde på skærefladen også.

Kommentarer

Skriv et svar