Jaja ok min overskrift er måske lidt overdrevet, for her er nemlig ikke tale om en hel pattegris! Det er dog nok det tætteste man kan komme på en helstegt pattegris med det udstyr de fleste har i hjemmet. Det er et festmåltid man bør lave når man har gæster, for der er altså rigtigt meget kød i denne ret!
Men lad mig starte med begyndelsen, for egenligt var det oprindeligt Pulled Pork jeg ville lave – eller rettere Boston Butt som den korrekte amerikanske udskæring til Pulled Pork hedder.
Boston Butt har forøvrigt hverken noget med Boston eller “numsen” (Butt) at gøre, men er derimod skulderstykket på en gris (ja de er lidt skøre de amerikanere).
Den føromtalte udskæring er desværre næsten umulig at få i Danmark, med mindre man er god til at overtale sin slagter til at lave udskæringer til en. Der er dog heldigvis en løsning, for da svineskulderen er en del af en svine-forende, ja så er det jo bare at købe en sådanne og skære den til.
Ofte er svine-forende billigt til salg i f.eks. Bilka, men de har en skør ide med at grov-partere den så man står med 4-5 stykkker kød. Heldigvis er de fleste slagtere jo generelt flinke folk, så hvis du smutter forbi Bilka og de har svineforende til salg, ja så spørger du blot om de ikke kan pakke en hel en til dig.
Det kunne de i mit tilfælde og efter et par minutter, så stod jeg med en pakke kød på ca 12kg (jojo det er en ordentlig sag med både skind og knogler i). Vil man have et endnu bedre resultat, så spørger man selvfølgelig sin rigtige slagter om ikke han kan skaffe en sådanne forende hjem til en – gerne fra noget lokalt og evt økologisk svineavl.
Jeg havde dog fået min svineende og stod nu hjemme og skulle til at skære stykket ud således at det blev til en boston butt. Det er egenligt ikke så svært, for man skal blot finde hvor skank-benet møder bov knoglen og så skære tværs igennem der. Derefter kan ribben og deslige fra bagsiden fjernes sammen med al huden og det yderste fedt.
Som jeg stod der og skulle til at skære igennem skindet, så fik jeg sådan en lyst til sprøde flæskesvær. Nu kunne jeg jo vælge at skære skindet fra og så lave dem til flæskesvær ved siden af – men nej!
Jeg valgte i stedet at ridse skindet over hele stykket så det dannede grove harlekin tern på ca 2x2cm. Skindet blev smurt med en smule olie og citron-saft og så blev det ellers gnuppet med rigelige mængder groft salt og frisk timian. Det fik også en masse fintrevet skal af citron (husk at bruge en usprøjtet økologisk citron).
Grillen blev tændt op til cirkulær varme (altså kul rundt langs hele kanten af kuglegrillen) og en stor foliebakke med mørk øl+timian+de sidste citron-rester blev sat i midten.
Kødet blev placeret midt på risten og så fik den ellers lov at stå der og hygge sig ved ca 110-130C i omkring 8 timer. Der blev hældt flere kul på et par gange og grisen blev også vendt lidt forsigtigt rundt således at de værste strålevarme fik ristet kødet jævnt.
Undervejs overhældte jeg kødets overflade med den kødsaft der var dryppet ned til min mørke øl. Dette forhindrer sværen fra at tørre ud og blive sprød for hurtigt og samtidigt holder det kødet dejligt saftigt.
Efter omkring 8 timer vil kødets kerne-temperatur (husk at måle et sted hvor du ikke rammer benet) være oppe omkring 80-85C og så er det tid til at få mere varme på grillen. Den må gerne komme op på 160-175C og kommer den højere, så går det også nok. Dette vil gøre at sværen bliver helt sprød og popper op. Drys gerne sværen med ekstra salt da dette hjælper til at sværen bliver ekstra sprød og lækker.
Når kødet når 90C i kernetemperatur, så er kødt klar.
Forsigtigt kan kødet bæres ind og du kan begynde et sandt festmåltid.
Kødet er egenligt så mørt at langt størstedelen kan trækkes som pulled pork. Man kan dog også skære grove skiver hvis man hellere vil servere det på den måde. Husk selvfølgelig at server en masse lækre flæskesvær med til kødet og drik en god mørk øl til. Væsken fra drypbakken kan bruges til at lave en lækker brun sovs af hvis altså ikke du har proppet for meget salt i den undervejs (husk at fjerne det fedt som flyder ovenpå).
At jeg valgte at lave dette på en dag hvor jeg var alene hjemme er en anden snak – nåja er man madnørd, så laver man eksperimenter de dage hvor der er mulighed for det 🙂
Nåja man kan selvfølgelig forsøge at lave retten i en almindelig ovn – bemærk dog at dette stykke kød er så stort at det kan være i de færreste almindelige ovne. En 57cm Weber kuglegrill er kun liiiige stor nok til at have dette stykke kød i sig.
Anders Damm Gastromand
Written on 10. oktober 2012
Hold da kæft det ser godt ud Kim! 🙂
Kim Schulz
Written on 10. oktober 2012
Tak Anders, Det smagte også overordentligt godt. A Meat-feast for men! 🙂
Vivi
Written on 19. oktober 2012
Hov hov – jeg synes også at det ser overordentligt lækkert ud – og mums med det mørke øl under. Sikke nogle flotte svær 🙂
Kenny Lyskjær
Written on 5. august 2014
Det ser enormt lækkert ud – dejligt at man kan bruge sin grill til sådanne lækkerier!