Lad mig sige det med det samme. Hvis du tror at du kan lave en LCHF pizza som bliver identisk med en almindelig lækker sprød og tyndbundet italiensk pizza, så må du tro om igen. Det er de elastiske egenskaber fra gluten i hvedemelet der gør at en italiensk pizzabund bliver som den gør. Gluten-egenskaberne er en af de ting vi endnu ikke har en erstatning for i LCHF.
OBS: er du ikke LCHF’er så finder du min ultimative pizzabund opskrift her: Perfekte tynde Pizzabunde
Man kan dog stadig sagtens lave pizzaer og folk har været kreative med pizzabundene og lavet dem med f.eks. blomkål, broccoli eller sågar kød. Jeg har selv prøvet den med blomkål et par gange, og selv om det måske er ganske ok, så bliver det aldrig rigtigt godt synes jeg.
Derfor satte jeg mig for at få lavet en LCHF pizzabund som kunne blive sprød i skorpen og bunden og som ikke skulle fyldes med en masse grønsager (selv om det jo sikkert er sundt nok).
Resultatet er indtil videre blevet ganske godt, men jeg tror stadig jeg kan forbedre opskriften en smule endnu.
Det er en relativt protein tung bund da der er meget æg i og derfor mætter den også ganske meget. Man har dog slet ikke fornemmelsen af at det er en ægget bund da den smager af brød.
LCHF Pizza med sprød bund
Kort beskrivelse:
Denne opskrift giver en relativt sprød og lækker pizza bund som overholder LCHF principperne. Opskriften giver ca 1 bradepande pizza. Opskriften ser lidt omstændig ud, men man kan faktisk lave den ganske hurtigt. Valget af fyld vil jeg overlade til dig selv at finde på. Eksempler på mine favoritter kan findes her: Pizza – det hurtige måltid
Ingredienser
- 6 æg
- 4 spsk Husk (loppefrøskaller)
- 4 spsk mandelmel
- 2 spsk sesamfrø
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
- 200g hytteost
- evt. oregano eller basilikum
- Tomatsauce, ost, kød osv til topping.
Fremgangsmåde
- Skil de 5 af æggene i hvider og blommer.
- Slå det 6. æg ud sammen med æggeblommerne
- Pisk æggehviderne helt luftige og stive
- Mal loppefrøskaller til “mel” i en krydderikværn, kaffemølle eller lignende (kan undlades).
- Mal sesamfrø til “mel” (kan unlades)
- Bland hytteost i æggeblomme blandingen og blend det til en lind masse (f.eks. med en stavblender)
- Tilsæt salt, bagepulver, mandelmel, sesammel, loppefrøskal mel og evt krydderurter sammen med æggeblommemassen og rør det godt sammen.
- Vend forsigtigt æggehvide skummet sammen med resten så det er jævnt blandet men stadig luftigt i konsistens.
- Fordel massen ud på en bageplade med bagepapir på (ca ½-1cm tykt lag)
- Lad det hele stå og trække i ca 10 minutter.
- Bag nederst i ovnen ved 230C varmeluft. Overfladen skulle gerne blive helt gylden og poppe op – det tager ca 10 minutter.
- Tag bunden ud af ovnen og vend den på hovedet over på en rist fra ovnen således at siden med bagepapir er opad. Fjern forsigtigt bagepapiret.
- Det næste skal gå lidt stærkt så bunden ikke suger for meget: Put fyld på pizzabunden (først tomat sauce, så ost, så kød osv og slut evt af med mere ost).
- Stil pizzaen tilbage i ovnen og lad den bage videre indtil osten er gylden på toppen (ca 8-10 min).
- Du skulle nu gerne have en dejlig pizza med sprøde skorper og relativt sprød bund.
OBS: Indenfor LCHF anbefales det ofte at man kun bager ved temperaturer op til 160C da de gode olier i kerner ellers vil gå til grunde. I denne opskrift er der benyttet Sesam som ganske rigtigt har nogle sunde olier i sig. De er dog primært i opskriften for at give smag. Ønsker man at bevare olierne, så kan man fint bage ved 160C, men så bliver resultatet nok ikke nær så sprødt.
Jagten på den sprøde LCHF-pizza
Written on 19. februar 2014
[…] broccolibund, rootza (pizza med knoldselleribund), meatza (pizza med kødbund), halloumi-pizza, hytteost-pizzaen, som jeg dog endnu har til gode at prøve, og i min nye bog har jeg endda en lækker deep pan […]
Rikke
Written on 25. juni 2016
Hejsa 🙂
Har du erfaring med at lave en LCHF pizza i en pizzaovn – eller på en pizzasten?
Jeg er lidt bekymret for, at det bagepapir jeg normalt ville bruge til en lidt våd LCHF dej, vil brænde op!
På forhånd tak 🙂