Site icon Grill & Kokkerier

Mango-habanero sauce – Hot er godt!

Mango Habanero Sauce

Folk der læser med herinde ved at jeg er lidt af en chili-fan. Jeg dyrker mine egne chilier, spiser chili når jeg kan slippe afsted med det osv.

Dette betyder også at jeg får en masse chili frugter som jeg hvert år blender og fryser ned så det kan bruges i min mad henover resten af sæson’en (f.eks. min Chili con Carne). Det er jo rart at man altid lige har chili på lager, hvis man, som i dag, gerne vil lave en portion chili sauce.

Igår faldt jeg nemlig over et par store flotte og næsten overmodne mango frugter. Når de er så modne at de er næsten bløde, så er de helt perfekt søde til at lave en chili sauce med habanero i – de 2 ting går nemlig perfekt i spænd med hinanden.

Som sagt, så gjort, og nu dufter helt huset kraftigt af habanero og sødmefyldte mangoer. Chilien hænger faktisk så meget i luften af man bliver nødt til at lufte godt ud – ellers så kan man let komme til at hoste. Dette er dog ikke fordi at saucen er ekstremt stærk, men simpelthen fordi dampen fra saucen bærer Capsaicin’en (det stærke stof i chilien) rundt i luften og vi dermed indånder det direkte. Det samme oplever man forøvrigt endnu engang når man vasker gryden osv. af hvor der sidder chili rester på (her kan det anbefales at skylle af med koldt vand først).

Jeg bruger normalt aldrig opskrift når jeg laver mine chili saucer. De bliver normalt lavet ud fra dagens temperament, ingredienser på lageret og lyst. Derfor er denne opskrift også blot en tilnærmelse af den sauce jeg endte med at lave i dag – men kan altså variereres med andre frugter, andre chilier osv.

Smagen i saucen er sødmefyldt og med en stærk efter smag af den karakteristiske habanero smag. Saucen kan bruges til alt muligt, men er rigtigt lækker i f.eks. en burger, på en hotdog, blandet en dressing eller sammen med stort set alle former for svinekød. Et tyndt lag under spegepølsen på madpakken er også helt fantastisk – men får dog nok lidt flere svedperler frem på panden end madpakken normalt ellers ville.

Jeg benyttede gule habanero til min sauce for at matche farven. Dog tilsatte jeg også en enkelt rød habanero for at give små fine røde stykker i den ellers helt gule sauce. Det er kun for syns skyld da de gule og røde habanero smager stort set identisk.

Mango-habanero sauce
 
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Tid ialt
 
En sød og stærk sauce som er perfekt som tilbehør til alverdens retter. Lækker som topping i fastfood, men gør sig også godt i især retter me svinekød. Mængde og type af chili kan varieres efter lyst (og efter hvor stærkt man vil have det). Der bliver ca 1.2liter sauce ud af denne portion.
Forfatter:
Opskrift type: Tilbehør
Cuisine: Mexicansk
Ingredienser
  • 2-3 spsk raps olie
  • 2 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 hele friske mangoer (gerne let overmodne)
  • 3 æbler (gerne Belle De boscop, da de koger ud)
  • 1dl lys sirup
  • 3 dl vand
  • 4 friske habanero (gerne 3 gule og 1 rød)
  • salt
  • saften af 1 lime
  • evt. atamon til at konservere med
Fremgangsmåde
  1. Skræl mango og æbler og skær det i mindre stykke.
  2. Skær løg i små tern og hak hvidløg fint.
  3. Skær chilierne i små tern (fjern evt. frø og frøstole hvis du vil have det lidt mildere).
  4. Varm olien i en gryde og tilsæt løgene + hvidløg. Lad dem stå og blive klare, men de må ikke begynde at blive brune.
  5. Tilsæt mango og æble og rør godt rundt.
  6. Tilsæt chili, sirup g vand og lad det simre under jævlig omrøring indtil at æblerne er kogt ud.
  7. Tilsæt limesaft og smag til med salt. Tilsæt evt. mere sukker hvis den skal være sødere.
  8. Når det hele er kogt ud til en lind sauce, så køres saucen en tur i blenderen (alternativt kan en stavblender i gryden bruges).
  9. Den helt jævne sauce er nu klar til at blive hældt på flasker eller glas.
  10. Sørg for at skolde flaskerne og lågene med kogende vand inden saucen hældes på.
  11. Hvis du vil have konserveret saucen, så skal den lige køle en smule inden der tilsættes 1-2spsk atamon.
  12. Sæt låg på flaskerne inden saucen er kold og sæt den herefter på køl. Dette sørger for at skabe vacuum under låget sålede at saucen holder sig bedre.
  13. Saucen opbevares køligt og mørkt indtil den tages i brug. Herefter opbevares den i køleskab hvor den kan holde 1 måneds tid efter åbning.
3.5.3226
TIP: vil man gerne have den karakteristiske habanero chili smag i sin sauce, men ikke kan spise noget så stærkt, så kan man i stedet benytte Habanero Dolce  elle Pepper NuMex Suave Orange som begge er meget milde udgaver af Habanero’en. Begge er af  Capsicum Chinense.

 

Har du mod på at lave flere chili saucer, så har jeg og mange andre delt sauce opskrifter på forummet på www.chilifan.dk. Her kan du også læse mere om hvordan man dyrker chili samt hvor og hvordan man kan skaffe sig de mere specielle chili sorter.