En af de helt store Café salater herhjem (ja faktisk i hele den vestlige verden) er Caesar Salad. Historien fortæller at det er den italiensk-fødte mexikaner Caesar Cardini, under en Fouth of July (USA’s uafhængighedsdag) fest i 1924, løb tør for nogle ingredienser. Derfor måtte han tænke hurtigt og mixede derfor en salat sammen af ting han havde til rådighed. Det skulle være denne salat der senere blev kendis-salaten Caesar Salat. Om historien er sand, er der meget uenighed omkring, men de fleste er dog enige om de ingredienser som indgår i salaten:
Groft revet romaine salat og brød crouton’er vendt med en dressing lavet af rå æggeblommer, parmasan ost, lemon saft, olivenolie, sort peber og en smule Worcestershire sauce (i mange nyere opskrifter er denne erstattet af ansjosfilet der moses i dressingen).
De fleste tilsætter desuden stykker at stegt kyllingebryst samt pynter af med parmasan spåner.
Tidligere har jeg givet min fortolkning af den klassiske Salad Lyonnaise og denne gang er det kommet til min nyfortolkning af Caesar salad.
Mit primære fokus var at få lavet et solidt middagsmåltid ud af salaten, således at den kan serveres alene. Salaten skal desuden kunne laves hele året med sæsonens råvarer – hvilket ikke er lige let da stort set ingen råvarer er tilgængelig hele året.
Efter lidt forsøg og tænken frem og tilbage, er jeg nu kommet frem til en opskrift. De primære elementer fra Caesar Salad er bevaret : croutons, salat, kylling og dressingen. Som noget nyt, har jeg dog valgt at tilføje ovnbagte både af aspargeskartoffel og jordskokker – og dermed gjort salaten til en lun salat.
På salatsiden er der en sommer udgave og en vinter udgave. Om sommeren kan man bruge Romaine salat da denne er til at få på dette tidspunkt. Om vinteren så udgøres “salaten” af fintstrimlet savoykål. Begge disse er valgt fordi de holder sig sprøde selv om de udsættes for den moderate varme fra kartofler/jordskokker/kylling. Begge “salater” tilføjer desuden en svag nøddeagtig bitterhed til retten som står sig godt til den lidt fede dressing det hele vendes i.
Det hele toppes med sprøde, hjemmelavede crouton’er der er lavet af hvedebrød (jeg bruger ofte Bilkas udemærkede “koldhævede fransk landbrød”). Croutonerne steges af på den pande der har været brugt til at stege kylling. Derved får de en god smag fra stegeskyen som jeg så lige topper op ved at presse et fed hvidløg oveni og give dem et godt drys salt.
Vil man have dem mere krydrede, så kan et par gode duske frisk timian eller rosmarin være gode smagsgivere til croutonerne.
Denne Caesar salat kan selvføligelig også spises kold og holder sig fint til dagen efter – blot man opbavarer croutoner i en boks for sig selv så de ikke trækker fugt.
Caesar Salad ala Kim Schulz
Kort beskrivelse:
Min nyfortolkning af den klassiske salat vi alle kender som Caesar Salad.
Ingredienser
- 6-8 blade savoykål eller romaine salat
- 300g asparges kartofler
- 300g jordskokker (helst en sort der ikke koger hurtigt ud – f.eks. Mari)
- 1 citron (saften af)
- 4-5 skiver hvedebrød med god krumme
- 2 kyllingebryster
- salt + peber
- 1 dl olivenolie
- 2 æggeblommer (pasteruiserede)
- 1 fed hvidløg
- 2 tsk Worstershire sauce
- 2 dl fintrevet parmesan ost (friskrevet)
Fremgangsmåde
- Skyl kartofler og jordskokker grundigt og skær dem i tynde både.
- Dup bådene tørre og vend dem så i en sjat olivenolie, saften af en ½ citron samt et drys salt og peber.
- Placer bådene på en bageplade (m. bagepapir) således at de ikke ligger oven på hinanden men står frit ved siden af hinanden (det gør at de bruner bedre).
- Bag i ovnen i ca 35min ved 220C eller indtil de er bløde indeni og gyldne udenpå.
- Skyld salaten grundigt, fjern eventuel stængel og skær så i ca 1-1½mm tynde strimler.
- Steg kyllingebrysterne ved høj varme i en sjat olie – gerne så de bliver gyldne og sprøde udenpå og saftige indeni.
- Fjern skorpen fra brødet og skær det i tern (gerne 1½x1½cm eller større).
- Smid brød-ternene på panden hvor kyllingen lige har stegt (tilsæt evt. lidt mere olie) og steg dem sprøde ved middel-høj varme.
- Tilsæt et presset fed hvidløg, en god omgang salt og evt. lidt friske krydderurter undervejs. Pas på! brødet kan hurtigt brænde på.
- Rør de 2 æggeblommer med saften af en ½ citron, worstershire sauce salt og friskkværnet peber.
- Tilsæt olivenolien langsomt i en tynd stråle imens der røres kraftigt. Kommer olien for hurtigt i, så vil det skille.
- Tilsæt parmesanen lidt efter lidt imens der røres – det må ikke klumpe.
- Vend kartofler, jordskokker, salat, og dressing sammen.
- Skær kyllingebrysterne i mindre stykker og tilsæt dem til blandingen.
- Pynt med de sprøde croutoner og spåner af parmesan.
Tilberedningstid (duration): 60
Antal cuverter (yield): 4
Måltid type: middag