Site icon Grill & Kokkerier

Græskar suppe med chili og kylling

Cremet græskar suppe med chili og kylling

Cremet græskar suppe med chili og kylling

Forleden smed jeg et billede ind på denne sides facebook gruppe, hvor jeg lovede at jeg ville give opskriften på det som var afbilledet.

Det som var på billedet var en lækker, cremet græskar suppe som jeg netop var blevet færdig med at lave. Det sjove er, at jeg faktisk aldrig har brudt mig særligt meget om græskar, og det var først for lidt over et år siden at jeg for alvor begyndte at bruge det i min madlavning.

Denne suppe er dog uden tvivl en af mine bedste resultater med Græskar indtil videre.

Suppen blev lavet på hokkaido græskar som jeg fik med i vores ugentlige grøntkasse fra Mettes Økogrøntsager. Det var relativt stort, så jeg valgte at den ene halvdel skulle gå til at lave suppen med og den anden halvdel skulle bruges til at være “fyld” i suppen.

Jeg fandt desuden et par store kyllingebryster frem som kunne udgøre det for protein i retten. Det hele skulle spices op med et par af de sidste friske chilier som er på min chiliplante (en Toftegårds citron chili, men de fleste chili sorter vil kunne bruges).

Da jeg en gang tidligere forsøgte mig med at lave en græskar suppe, så valgte jeg dengang at koge stykker af græskar i lidt vand og så blende det hele bagefter. Desværre synes jeg at resultatet af dette blev meget vandet og at en masse smag gik til spilde i kogevandet.

Derfor brugte jeg denne gang en ny taktik. Jeg valgte nemlig at damp-bage mine græskar (og nogle gulerødder) i min dampovn for derved at bevare så meget smag som muligt i grønsagerne. Man behøver ikke en dampovn til at gøre dette, men man kan i stedet tilsætte en smule mere væske til fadet og så blot pakke det godt tæt med sølvpapir på toppen.

Herefter skulle grønsagerne bare blendes og blandes med fløde og chili samt selvfølgelig smages til og toppes med fyldet.

Den komplette opskrift er som følger:

Græskar suppe med chili og kylling

Kort beskrivelse:

En super-cremet og meget fyldig suppe med fyld af græskar, gulerod og kylling. Lækker til at lune sig på i den kolde vintertid.

Ingredienser

  • 1 stort hokkaido græskar
  • 3-5 store gulerødder
  • 1-2 fed hvidløg
  • frisk timian (gerne citron timian).
  • olie
  • æblecider eddike (alternativt lidt hvidvin)
  • salt & peber
  • 1 frisk chili (almindelig rød eller efter lyst)
  • 2 kyllinge bryster
  • ca 2½dl fløde (kan være madlavningsfløde eller endda sødmælk).

Fremgangsmåde

  1. Del græskar og fjern kerner.
  2. Skær skrællen af græskar og del den i mindre stykker på ca 2x2cm.
  3. Skræl gulerødder og del dem i mindre stykker på ca 2x2cm.
  4. Placer græskar og gulerødder i et ovnfast fad og hæld et par spsk olie og eddike over dem.
  5. Knus hvidløg og fordel det ud mellem grønsagerne sammen med kviste af timian.
  6. Drys kyllingebrysterne med salt og peber og placer dem så nede mellem grønsagerne i fadet.
  7. Bland det hele godt rundt og pak så fadet tæt med sølvpapir (med mindre man har en dampovn).
  8. Stil fadet i ovnen ved ca 180C i ca 60min (i dampovn ca 40min) indtil grønsagerne begynder at blive møre men stadig har en smule bid.
  9. Tag halvdelen af grønsagerne fra sammen med den væske der har samlet sig i bunden af fadet og hæld det over i en skål. Fjern eventuelle større timiankviste.
  10. Tag kyllingebrysterne fra og stil dem til køl.
  11. Stil de resterende grønsager i ovnen uden sølvpapir over i yderligere 10-15min ved 220C.
  12. Fjern kerner fra chilien og smid den i en blender sammen med grøntsagerne i skålen (alternativt kan bruges en stavblender direkte i skålen). Du kan med fordel tilsætte chilien lidt af gangen, så du kan smage når den er ved at blive for stærk. Suppen skal ikke være stærk, men man skal bare lige kunne mærke at det brænder.
  13. Tilsæt lidt af fløden og blendt det god igennem til en lind suppe. Hvis den er for tyk, så kan der tilføjes mere fløde eller evt. lidt mælk. Er den for tynd, så kan den koges yderligere lidt ind.
  14. Hæld suppen over i en gryde og lad den simre lidt.
  15. Den afkølede kylling kan nu pilles i tynde strimler og smides i suppen sammen med de færdigbagte grønsager fra ovnen.
  16. Drys evt. med flere blade af frisk timian.

Noter

Server evt med et par ringe af balsamico glaze da dens sursøde smag giver godt modspil til den meget cremede suppe.

Variationer

Har du kun et lille græskar, så kan du snyde lidt og benytte Mou’s græskarsuppe m. chili som “base”. Den smager ikke så fantastisk i sig selv, men tilsat lidt fløde, ekstra chili, samt de bagte stykker af græskar og gulerod (og væsken fra dem), ja så bliver det faktisk et helt hæderligt resultat.