Man kan købe soltørrede tomater i et hav af forskellige udgaver på markedet i dag. Jeg elsker at bruge det i alt fra sammenkogte retter og til salater og brød. Smagen er som en blanding af rosin og kraftig tomatsmag, hvilket vil sige sursødt på en behagelig måde.
På det seneste har jeg mest købt de såkaldte semi-dried tomater som ikke er helt indtørrede og derfor stadig er lidt våde og med form af tomat. Smagen af tomat i disse er mere frisk og konsistensen er mere blød end i de soltørrede af slagsen. Desværre er de noget sværere at få fat på og jeg har derfor fundet på at lave mine egne på min Weber Smokey Mountain grill.
Det er ganske let og ved at tilføje lidt røgsmag, så får man en helt ny og unik smag der er fantastisk i saucer, dressinger og salater.
San manzano tomater halveres og grov stilkefæste (der hvor stilken normalt sad fast) fjernes. De halve tomater vendes med god olivenolie, finthakket hvidløg og tørrede krydderurter (f.eks. timian, løvstikke, basilikum, rosmarin).
Grillen tændes op så den er ca 100-125C uden at der kommer vand i vandbadet. Det vil sige at der ikke skal meget mere end en 5-8briketter ind i grillen. På øverste rist lægges der et lag sølvpapir som perforeres med en masse små huller så eventuel væske fra tomaterne kan dryppe fra.
Tomaterne placeres på sølvpapiret med den flade side opad (se billedet herovre) og eventuelle stykker hvidløg og krydderurter kan fordele ud på tomaterne.
Der smides en håndfuld røgetræ (jeg bruger Hickory) ind på briketterne og der lægges låg på grillen.
Nu skal der bare ventes et par timer eller 4 indtil at tomaterne er tørret så meget at de er skrumpet til den konsistens man ønsker. Hvis grillen bliver for kold undervejs kan der tilføjes flere briketter – men pas på for grillen må ikke blive alt for varm.
De færdige semi-dried tomater kan opbevares på glas hvor de overhældes med en smagsneutral olie (olien vil få en fantastisk smag af røg, krydderurter og tomat efter et par dage).
Grill & Kokkerier / BBQ sauce på røgede tomater
Written on 25. januar 2011
[…] løbe ud af tomaten og fordampe. En anden mulighed er at halvere tomaterne som når jeg røger semi-dried tomater. Igen vil man dog miste en del saft som fordamper pga. varmen (noget man ikke ønsker her, men […]
Halvamerikaneren
Written on 17. december 2011
Hej
Super hjemmeside. Lige et spørgsmål til denne opskrift – er det inddirekte varme eller lægger du kullene lige under tomaterne?
Kim Schulz
Written on 17. december 2011
Hejsa og tak for ros til siden. Jeg laver dem normalt på min WSM grill der er specielt lavet til low&slow tilberedning. Det betyder at varmen i den normalt altid er indirekte.
Derfor ville jeg også give dem indirekte varme på en normal kuglegrill.
Mvh
Kim