Site icon Grill & Kokkerier

Valnøddebrød med mange fibre

Valnøddebrød med mange fibre

Valnøddebrød

I hele min barndom havde jeg lidt en aveartion mod valnødde brød. Tror måske det var den let bitre smag fra nødderne, og det faktum at det ikke var et hvidt franskbrød,  der var årsagen til det. Tror faktisk først at det var for et par år siden, hvor jeg smagte et valnøddebrød med kandiserede valnødder, at jeg igen begyndte at få smag for brødet. I dag er det et af mine klare favoritbrød hvis det skal være et brød med “fyld”.

Igår ville jeg så lave en dej klar til dagens morgenmad (her står dejene næsten altid og hæver natten over). undervejs opdagede jeg dog at jeg faktisk var ved at løbe tør for mel. Derfor måtte jeg ty til andre midler for at få min dej “tør” nok. Det skulle dog i dag vise sig at være et rigtigt godt træk, for det brød der kom ud af det, har ikke blot en skøn smag – det er også fyldt med fibre.

Fakta: Hvid hvede har ca 3-4 gange så mange kostfibre som almindeligt hvedemel. Derved kan man skabe brød der minder og almindelige hvedebrød i farven, men som har langt højere indhold af fibre.

Dejen endte nemlig med at være en skøn blanding af fuldkorns vårhvede, hvid hvede og almindeligt hvedemel. Dertil kom så bitterhed og smag fra valnødder og lidt sødme og kompleksitet fra lidt honning. fuldkorn og hvid hvede sørger for at dejen har et højt niveau af madfibre og brødet er derfor både mættende og godt for maven. Her til morgen blev dejen delt i 2 og bagt til skønne brød. Det kan fint udgøre det for både morgenbrød og frokostbrød – nåja eller når man lige skal have en eftermiddagssnack med min favorit chili-marmelade for tiden (tak Vivi).

Brødet minder forøvrigt meget om min fuldkorns udgave af verdens bedste brød, men dejen er lidt mere fast og kan derfor bages direkte på pladen.

 

Valnøddebrød med fibre

Kort beskrivelse:

Et lækkert valnøddebrød med en god kompleks smag og massere af madfibre. Opskriften giver 2 almindelige brød eller et stort rundt bondebrød. Har man lyst, så kan dejen også bages i en gryde som de velkendte grydebrød.

Ingredienser

  • 6g tørgær (halvt brev – eller tilsvarende frisk gær)
  • 5dl lunkent vand
  • 450g hvedemel (gerne tippo-00)
  • 300g hvid hvede
  • 150g fuldkornshvede (f.eks. af vårhvede)
  • 4 spsk flydende honning (blomsterhonning eller akacie)
  • 1 spsk fint salt.
  • 100g valnødder

Fremgangsmåde

  1. oplæs gær i vandet og tilsæt honning (lad det stå et par minutter til der kommer skum på overfladen – så er gæren vågen).
  2. Tilsæt fuldkornshvede, salt og hvid hvede og rør dejen grundigt (gerne på en røremaskine).
  3. Hak valnødderne groft og tilsæt dem til dejen.
  4. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen indtil dejen er fast men stadig let klistret.
  5. Stil dejen ved stuetemperatur (tildækket med låg, husholdningsfilm eller vådt viskestykke) og lad det hæve natten over (minimum 8 timer) til dejen er blevet til mere end dobbelt størrelse.
  6. Hæld dejen ud på et meldækket bord og del den i 2.
  7. Fold den første dejklump således at man først tager fat i den ene kant og trækker ind over midten af klumpen. Derefter gør man det samme med modsatte side og ligelede med de to andre sider.
  8. Dette skaber mere spændstighed i dejen.
  9. Vend klumpen rundt så den ligger på folden og stræk det til brødstørrelse.
  10. Gør det samme med den anden klump dej.
  11. placer brødene på et stykke bagepapir på en bageplade.
  12. Tænd oven på 230C og stil et stålfad med kogende vand i bunden af ovnen (med mindre du har en dampovn, så sætter du den på 25-40% damp).
  13. Når oven er varm, så tages en brødkniv og skæres 3-4 skrå sniti overfladen af hvert brød (Ca 2cm dybe). Dette gør at brødet kan hæve op uden at sprække.
  14. Bag brødene i ca 35min i midten af oven til de er flotte mørke og gyldne i overfladen.
  15. Lad brødet køle ned inden du skærer det, da det så holder sig saftigt længere.