Site icon Grill & Kokkerier

I citronens tegn – kylling og kartoffel med citron

I citronens tegn - kylling og kartofler med citron

Det færdige resultat - en lækker sommerret med citron, kylling og kartofler

Det er tit, at det er de simple retter som er de bedste….hov der sagde jeg det igen. Nå men det passer altså ofte. Igen i dag fik jeg netop dette at føle (nåja smage) da jeg fik lyst til at lave aftensmad med citroner.

Og hvorfor nu det? jo jeg havde såmænd en håndfuld friske øko-citroner liggende som skulle bruges. Da fruen ikke ville bage mig min ynglings citron-tærte (hun laver som tidligere nævnt det meste fra det søde køkken hos os), ja så måtte jeg jo bruge citronerne til noget andet.

Kyllingen

Det var nu egenligt så let, for helt ærligt, så er noget af det kød der passer allerbedst med citron: kylling. Derfor var det valg jo også oplagt.

Der var ingen hel kylling i køleskabet, men til gengæld havde jeg en ordentlig portion kyllinge filet’er. Det gør jo det hele meget lettere da der så ikke er nogen ben at tage højde for og tilberednings tiden er 1/6.

Kyllingen blev marineret i  saften og revet skal af en citron, lidt olie, salt, peber, lidt chiliflager og så en omgang frisk timian fra haven. 20-30 minutter (gerne 40-60min) efter er smagen trukket ind i kyllingen og den er klar.

TIP: Lad ikke kyllingen ligger mere end 60min i marinaden, da kødet ellers vil blive “tilberedt” af syren i kødet. Se eksempler på dette i min leg med syrer og enzymer om kødmørner.

Jeg synes at filet’erne er lettere at styre hvis de bliver sat på en pind. Ikke noget fancy med at skære dem i stykker, nej bare stikke en pind hele vejen igennem så det bliver til en kyllinge slikkepind.

Direkte varme på grillen og grilles 2-3 min på hver side til de har fået lidt farve og er gennemstegte. Giv dem endelig ikke for meget, for filet er meget magert og bliver let tørt.

Kartoflerne

Men der var stadig citroner tilbage, så endnu en ret skulle sættes sammen.

Det blev til en lækker lun kartoffel salat som er inspireret af noget jeg har fået serveret hos et vennepar for nogle år siden. Igen var det simple en del af temaet. Kogte nye kartofler vendt med rucola salat og en blanding af god olivenolie, saften af en hel citron, salt og peber. Det hele drysses med friske ærter fra bælg, revet citron skal og en portion parmasan flager.

TIP: parmasan flager laves let ved at “skrælle” flagerne af osten med en kartoffelskræller

Mums det smager dejligt frisk og sommerligt. Er man en af dem som ikke kan lide rucola (dem er der mange af, har jeg ladet mig fortælle),  så kan man i stedet bruge baby-spinat blade. Der smager også rigtigt godt med ristede pinjekerner i stedet for ærterne.

Det var så det! Madlavning på 45min (inkl grill tænding og marinering) og så ellers ud og nyde det i den dejlige sol (vi ved jo ikke hvor længe den bliver her denne gang).

Målet  med at bruge citronerne er næsten nået. De er alle udryddet pånær en enkelt. Den tror jeg dog at jeg vil bruge til at lave mig en omgang hjemmebrygget is-te.