Site icon Grill & Kokkerier

Turbo flæskesteg på 75min

Turbo-flæskesteg på 75min

urterne i trykkogeren inden kogning

Jeg er en sucker for en god gammeldags flæskesteg (ja faktisk flæskesteg på de fleste måder) med det hele. Desværre er god flæskesteg et langtidsprojekt da sådan en nu engang bliver bedst ved langtidsstegning/grillning i minimum 3-4 timer (gerne mere).  I hverdagen har jeg typisk ikke den slags tid, så da jeg hørte rygter om at det kunne gøres langt hurtigere ja så skulle det selvfølgelig prøves.

Mit mål er at få det hele ned på 1time inkl. det hele…det vil sige flæskesteg med sprøde svær, kogte kartofler, brun sauce og en form for tilbehør. Lige nu tage det dog stadig 75min, altså ca 15min for lang tid.

Tricket til den korte tilberedningstid er egenligt en ting som står i stort set ethvert veludrustet hjem i Italien: Trykkogeren.

Tilbage fra 2. verdenskrig og frem til sidst i 70erne var trykkogeren ganske populær i Danmark også Grundet et dårligt ry med eksplosionsfare og generel usikkerhed, så forsvant den fra flere og flere hjem herhjemme og i dag er der ikke ret mange som bruger dem. Det er egenligt synd, for det er et fantastisk stykke værktøj og med nutidens modeller er sikkerheden også i top (en sikkerhedsventil garanterer at den ikke eksploderer).

Tidsplan for eksperiment

Nå men tilbage til flæskestegen.  Her er min tidsplan for at lave en fantastisk flæskesteg på bare 75 min.

0-10min – hak et par gulerødder, blegselleri, porre, persillerod, løg og placer i bunden af trykkogeren sammen med nogle lauerbærblade, frisk timian, salt, peber en god sjat rødvin og lidt vand. 
10-50 min – placer flæskestegen (svær op) i trykkogeren og sæt den til at koge under tryk (sikkerhedsventil på mest lukket). 
30-40min – skræl kartofler så de er klar. 
40-42min –  tænd ovnen på 250C og evt. grill. 
42-50min – lav en eller anden form for grønt klar samt sæt kartoflerne over så de kan nå at koge.
50-55min –  Køl trykkoger hurtigt ned i en balje med koldt vand (eller fyld vasken med vand) så trykket går af, tag flæskesteg op og placer den i en stålbakke samt si væsken fra i en gryde så du har den som fond til saucen. Flæskestegen får en gang groft salt på sværen og  ryger i ovnen med det samme. Den skal have grill så sværen bliver hurtig sprød (sørg for at holde øje med den for det går pludseligt hurtigt). 
55-65min – kog fond til saucen ind til ca det halve og smag til med lidt mere rødvin eller balsamico. Jævn den til sidst med fløde eller en sjat mælk + Maizena. 
65-70min – Dæk bord og hæld saucen fra kartoflerne.
70-74min –  tag stegen ud og skær den i skiver (bemærk for lækker saftig og mør den er).
75 min – Spis den lækre mad – Velbekommen!


Det er faktisk enormt let at lave flæskesteg på denne måde og smagen er rigtigt god. Rødvinen der kogte med i trykkogeren kan godt farve kødets overflade en smule – ønsker man ikke dette ,så kan man bruge en frugtig hvidvin i stedet (eller bare vand).

Saftigheden i kødet var nærmest dryppende og på trods af at det var en relativt mager kamsteg jeg brugte, så var den på ingen måder tør. Jeg tor aldrig jeg stopper med den langtidsstegte flæskesteg, men denne turbo metode skal jeg nok få brugt flittigt i fremtiden også.


En trykkoger kan købes for 700kr og opefter i de fleste isenkrammere hvor der sælges gryder. Min model er en Tefal og den har en fin overtryksventil til…ja hvis der kommer for meget overtryk i gryden. Den kan bruges til andet end blot flæskesteg, og bruges ofte her i huset til at lave kyllingefond i (den tager let 5kg kylling og en bunke rodfrugter og lignende).

Min gode madblogger ven Max har ovre på kvalimad.dk lavet en oversigt over kogetider til når man benytter en trykkoger:

http://www.kvalimad.dk/artikler/kogetider-for-trykkoger

Kan du lide det du læser, så tryk på “like” knappen herunder eller smid en kommentar.