Inspirationen
I dag smed Thomas “Mad Far” en kommentar på facebook omkring den klassiske italienske pasta-ret Spaghetti Cabonara. Jeg fik kommenteret om han mon brugte den traditionelle opskrift eller om han brugte en af de udbredte afledninger af retten. Der gik ikke længe før end at flere havde kommenteret om mente at der både skulle dit og dat i retten for at den var rigtig.
Hvor om alting var, så blev jeg enormt lækkersulten efter netop Cabonara efter at vi havde diskuteret opskriften. Derfor skulle retten da på bordet til aften – selvfølgelig i den klassiske udgave.
Men hvad er så den klassiske udgave, tænker du nok? og det vil jeg gerne give mit bud på, men inden da vil jeg lige kigge lidt på historien omkring denne ret.
Der er mange teorier for hvorfra denne ret oprindeligt stammer. Nogle klassiske italienske kogebøger hævder at retten oprindeligt er Napolitansk og fra engang i det 19. århundrede. I dag er retten dog mest kendt fra det Romerske køkken (Rom og omegn) og det er også dem som tager æren for retten hvis man spørger. De mener dog at retten først blev introduceret engang i slutningen af Anden verdenskrig som en metode til at få udnyttet de amerikanske soldaters felt-rationer som bl.a. indeholdt æg i pulverform og bacon (ret sejt at soldaterne fik bacon ik!). Om denne del af historien har noget på sig er dog svær at finde bevis på.
Navnet Spaghetti Carbonara er også lidt sjovt da det igen har flere mulige forklaringer. Den måske mest kendte er navne-sammenfaldet med det italienske ord Carabone som betyder kul. Nogen mener at relationen er fordi retten blev spist af de hårdtarbejdende kul-mine arbejdere. Retten indeholder nemlig de ting som er vigtige for dem. Hurtige kulhydrater, massere af protein (æg og bacon) og så er den samtidigt billig at fremstille for de fattige minearbejdere. En anden og mere udbredt teori er dog at retten har fået sit navn pga. de sorte peber prikker som er på pastaen. Disse kunne med lidt god vilje ligne kul-støv og dermed kunne retten have fået sit navn.
En af de mere kreative forklaringer på navnet er at det skulle stamme fra navnet på et hemmeligt italiensk selskab “Carbonari“. Historien fortæller at netop denne ret var deres ynglingsret og derfor blev serveret ved mange af deres møder. Det er dog de færreste der tror på den historie i dag – måske fordi det er et hemmeligt selskab, hvem ved?
Opskriften
Den klassiske udgave er måske i virkeligheden den allermest enkelte, for den består, ud over af pasta, blot af 4 ting:
- æg (1æg pr person + 1 ekstra æggeblomme pr 4 personer)
- revet parmasan
- Pancetta (Bacon)
- salt og meget sort peber
- kog pasta
- skær pancetta/røget Bacon i grove tern og steg det gyldent og sprødt
- bland æg, parmasan og massere af sort peber + lidt salt. Hæld blandingen over de kogte pasta så snart vandet er hældt fra og rør godt rundt.
- Tilsæt det ristede bacon (uden fedtet der er stegt fra) og server med et ekstra drys sort peber.
Afarterne
Der findes rigtigt mange udgaver af denne ret. Jeg har allerede nævnt udgaven hvor man med vilje lader æggen klumpe en smule på pastaen. Jeg er dog sikker på at denne udgave er “opfundet” af nogen der ikke kunne find ud af at lave det rigtigt.
Den, måske mest kendte udgave herhjemme, er en hvor der tilføjes fløde i stedet for størstedelen af æggene. Dette giver en fed, cremet ret hvor æggeblommer blot benyttes til at legere saucen så den bliver tyk. Mit gæt er at denne ret er en blanding af en af de klassiske pasta retter med flødesauce (f.eks. en Sauce Bianco eller den amerikansk-italienske udgave af Alfredo) og så Carbonara. Da det samtidigt gør det lettere at undgå at æggemassen klumper, så er det jo en oplagt løsning for dem som er bange for den slags.
Så er der de udgaver som er helt ude hvor man næppe kan kalde dem for Carbonara mere. Det er f.eks. når man begynder at tilføje f.eks. stegte champignoner eller andre former for grønsager. Jeg har også set udgaver hvor saucen tilsættes hvidløg, balsamico eller andre meget kraftige smagsgivere. Dette synes jeg er enormt synd for en ret der god i sin enkelthed.
Nåja, I min udgave som ses på billederne har jeg også afviget lidt fra originalen. Pancetta’en er stykker af røget bacon (altså ikke luftørret) og pastaen er i virkeligheden en af de grove udgaver, så vi kunne få lidt ekstra fibre. På toppen kom der også lidt grofthakket frisk basilikum – for smag og for udseende (nåja og så kogte jeg et par majskolber som tilbehør fordi de er supergode og søde netop nu).
Næste gang du laver Carbonara, så lov mig at du prøver originalen. Du vil ikke fortryde det!
