Puuh det har været en hård weekend! I torsdags fik jeg endelig afleveret min sidste eksamens opgave på min leder uddannelse efter 4 måneders skriveri. Naiv som jeg var, så troede jeg at det betød en afslappet weekend med god mad, computer nørderier og film. Men ak og ve, fruen havde selvfølgelig planlagt “store oprydningsweekend” og jeg havde, i et sekund med paraderne nede, sagt ja til ideen.
Nå men for at gøre en lang historie kort, så blev det til to bilfulde (stationcar, mind you!) ragelse på lossepladsen og noget der ligner 6 flyttekasser fulde med ting som skal sælges på en af de kommende bagagerumsmarkeder i Aalborg. Det hele blev fejret med en god omgang kartoffelmos med mørbradegryde (yeps, den klassiske med svinemørbrad, bacon, cocktailpølser, løg, paprika og rigeligt med fløde).
Og det bringer mig til dagens menu, for når jeg laver kartofffelmos, så laver jeg altid rigeligt. Hvorfor, tænker du? jo 1) fordi det smager sk… godt og vi altid spiser for meget af det og 2) det er en skøn “rest” til at lave kartoffel gnocchi af.
Gnocchi er vel mest af alt at betegne som en krydsning af en kartoffel og en frisk pasta og laves altså bl.a. af mosede kartofler. Min udgave indeholder desuden frisk ricotta da det gør dem mere luftige og lette (ellers kan det godt blive lidt nogle kedelige melboller). Har man ikke mod på at lave gnocchi selv, så kan jeg fortælle at man fortiden kan købe nogle ganske ok færdigtlavede på køl i Netto (de er, pånær lidt citronsyre, uden tilsætningsstoffer).
Ricotta-kartoffel Gnocchi
Kort beskrivelse:
Gnocchi er en lækker måde at lave alternative pasta’er på, som er lavet med kartoffel og ricotta.
Ingredienser
- 1 bæger ricotta (ca 200g)
- 1 dl fintrevet parmasan
- ca 200g kartoffelmos rest (lun så den ikke er helt stivnet – skal være helt jævn uden klumper)
- 2 æggeblomme
- 2-4 dl mel (evt. durum for en lidt grovere tekstur)
- lidt salt
Fremgangsmåde:
- Ricotta, parmasan og kartoffelmos blandes grundigt sammen og der tilsættes æggeblomme samt salt.
- Tilsæt melet lidt af gangen imens det røres grundt i (ikke noget med at piske det for så går det luftige af massen).
- Når det meste af melet er tilsat skulle du gerne have en masse der er fast men blød (blødere end normal pasta dej, men mulig at rulle til små kugler).
- Tag en klump af dejen og rul den med hænderne til en stang på ca 2cm i tykkelse.
- Skær stangen i stykker af ca 2-3cm længde (drys evt. med lidt mel så de ikke klisterer sammen). Tryk hver lille klump med en gaffel så den får små streger.
- fortsæt sådan med resten af dejen.
- Kog de små gnocchi i letsaltet spilkogende vand. De er klar når de flyder til overfladen.
- De kogte gnocchi kan gemmes på køl et par dage (eller fryses) og så blot steges når de skal serveres.
Note:
Har man ikke ricotta, så kan det erstattes med tilsvarende mængde kartofffelmos (giver lidt tungere og fastere gnocchi) og ligeledes kan kartoffelmos også erstattes af ricotta (giver meget bløde og lette gnocchi).
Citron Ricotta med kylling timian og parmasan
Kort beskrivelse:
De bløde gnocchi er perfekte sammen med den syrlige smag af citron samt den lidt kraftige smag af kylling og timian. Parmasanen topper hele rettern af som prikken over i’et.
Ingredienser:
- 400g gnocchi
- 1 hel usprøjtet citron
- 150-200g kylling (enten kogt kylling i trevler eller kyllingefilet)
- Frisk timian
- salt + peber
- parmasan i flager
- rigeligt smør
Fremgangsmåde:
- Riv skal af citron (gerne med et julienne jern) og gem den.
- Hvis du bruger fersk kylling, så skær den i mindre stykker og steg den af i lidt smør med salt og peber
- Tilsæt rigeligt smør (måske 25-50g+) til panden med den stegte kylling og tilsæt gnocchierne til panden (pas på hvis de er lidt klistret sammen, så skal de lige skilles ad).
- Lad gnocchi’erne få lidt farve og blive gyldne i overfladen. Tilsæt herefter saften fra en halv citron (pas på hvis der er sten i).
- Rør godt rundt for citronen kan godt få tingene til at brænde på.
- Når det hele er gyldent, så drysses med frisk timian og revet citronskal og det røres i.
- Pyntes med flager af parmasan, revet citronskal og evt. mere frisk timian. Der kan presses mere citronsaft ud over retten ved servering for at få mere citronsmag tilført retten.
Det var så dagens ret! En af mine favoritter som jeg altid kan vende tilbage til. Den smager skønt og har en lækker konsistens af de sprøde gnocchi som er bløde og cremede indeni. Citronen giver den en smule syrlighed, men da det steges med smøret, så bliver det faktisk nærmest sødt til sidst.
Laver du selv gnocchi eller er du på købeudgaven? Hvis du aldrig har prøvet nogen af slagsene, så bør du straks prøve det.
FDB Madblogger konkurrence
Nåja hvis du ikke allerede har set det, så afholder FDB’s side viskalspise.dk en madblogger konkurrence hvor de forsøger at finde det de kalder “Danmarks bedste madblog”. Jeg er med på listen over nominerede, så hvis du ikke allerede har været forbi og stemme, så kan du gøre det her ved at trykke på “Synes om” knappen (kræver en facebook konto) på denne side: http://viskalspise.dk/indhold/grillkokkerier.html (jeg har brug for hver en stemme jeg kan få, så spred linket).
Du kan også se de andre nominerede og stemme på dem her: http://viskalspise.dk/madblogger. Nederst på siden står der også regler og de præmier vi bloggere kan være heldige at vinde hvis vi kommer igennem nåleøjet.
Da jeg er nysgerrig af natur, ja så ville jeg jo se hvor mange stemmer de forskellige madblogge havde fået. Jeg lavede derfor en top40 oversigt ovre på min anden side madblogs.dk: Top40 liste over madblogge i FDB konkurrence.